Dette er et opråb om, at der politisk må gribes ind over for Familieretshusets alt for lange sagsbehandlingstider.
Vi har i det nedenstående med nogle af vores egne sager illustreret, hvordan Familieretshusets lange sagsbehandlingstider risikerer at bidrage til forældrefremmedgørelse og sætter varige spor i børns barndom:
- Sidste overvågede samvær blev afholdt i oktober 2025. I dag – 6 måneder senere – foreligger der stadig ingen afgørelse om, hvorvidt samværet skal fortsætte. Den tilknytning, der blev opbygget under det overvågede samvær, er ved at gå tabt, med risiko for forældrefremmedgørelse.
- I en anden sag blev samvær afbrudt i juni 2025. Familieretshuset meddelte, at der ville blive udarbejdet en sagkyndig erklæring. I dag – 9 måneder senere – er arbejdet med erklæringen endnu ikke iværksat. Barnets tilknytning til forælderen svækkes for hver måned, der går, og risikoen for forældrefremmedgørelse vokser.
- I en tredje sag blev samvær afbrudt i maj 2025. Det betyder 10 måneders afbrudt kontakt i dag. Efter knap 9 måneders afbrydelse af samværet afholdte Familieretshuset møde i sagen og påbegyndt indhentning af oplysninger. I dag sker der fortsat ingenting og der er nu gået 10 måneder. I mellemtiden risikerer barnets tilknytning til forælderen at gå tabt, og risikoen for forældrefremmedgørelse vokser.
Ovenstående er nogle af de få sager, som vi har, der illustrer problemstillingen. Mange af os, der arbejder med området, ved, at samvær kan blive afbrudt på baggrund af den ene forælders ensidige beskyldninger. Når kontakten endelig genetableres, kan skaden allerede være sket.
Det er for vores klienter efterhånden, ikke alene en kamp mod en forælder, der aktivt udøver forældrefremmedgørelse. Det er i lige så høj grad en kamp mod et system, der – gennem sin egen ineffektivitet – risikerer at forstærke problemet.
Når sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset strækker sig over flere måneder, opstår der et tomrum, hvor skaden får lov til at udvikle sig uforstyrret. I denne periode sker der ingen sagsbehandling, ingen opfølgning og ingen reel beskyttelse af barnets relation til den anden forælder. Og dette trods gentagende rykkere til Familieretshuset.
Efter vores opfattelse medfører dette, at myndighedernes passivitet bliver en medvirkende faktor til den fortsatte forældrefremmedgørelse. Tiden arbejder ikke neutralt i disse sager – den arbejder imod barnet og imod den forælder, der forsøger at opretholde relationen.
Det er særligt kritisabelt, at man som part i sagen i denne periode ikke hører så meget som et eneste livstegn fra Familieretshuset. Dette gælder endda i situationer, hvor Ombudsmanden er involveret, hvilket kun understreger alvoren.
Der er behov for at anerkende, at langvarig sagsbehandling i disse sager ikke blot er et administrativt problem – det er et retssikkerhedsmæssigt problem med potentielt alvorlige og uoprettelige konsekvenser.
Vi efterlyser derfor politisk handling, der sikrer markant kortere sagsbehandlingstider og bedre prioritering af børnesager.
Børn har kun én barndom. Den kan ikke sættes på standby, fordi systemet er langsomt.
Der er brug for politisk handling – nu.
Forfatter:
Advokat Meriem Asmaa Dekkar og advokat Merac Hamid