Det er vigtigt at have overblik over sin økonomi under en sag


Priser & omkostninger



Alt afhængig af retsområdet, kan omkostningerne være anderledes. 


STRAFFESAGER


Er du sigtet i en straffesag, har du (udover små bødesager), ret til at få beskikket en forsvarsadvokat efter eget valg. Staten vil i første omgang afholde omkostningerne til din forsvarsadvokat. Bliver du frifundet i sagen, skal du ikke betale noget. Bliver du derimod dømt i sagen, skal du overfor staten erstatte omkostningerne til din forsvarsadvokat.


Du har ret til beskikkelse uanset din økonomiske situation.


Har du derimod ikke ret til at få beskikket en forsvarsadvokat, fordi din sag fx er for lille, har du mulighed for at blive repræsenteret af en valgt forsvarer. Det betyder, at du selv afholder samtlige omkostninger til din forsvarsadvokat. Vedrørende valgt forsvarer henviser vi til vores fastsatte salær, som fremgår af vores forretningsbetingelser.


STRAFFULDBYRDELSE


Der er desværre ikke dækning for denne type af sager, udover, når der er tale om prøveløsladelsessager, hvor du har ret til få beskikket en advokat, når din sag kommer for retten.


Da vi har stor forståelse for, at økonomien kan være udfordret meget under afsoning, har vi besluttet os for at skrue helt ned for priserne i straffuldbyrdelsesområdet. Således er timeprisen anderledes for straffuldbyrdelsessager.


Derudover udvælger vi hvert år 5 pro-bono sager, som vi mener er principielle. Disse fører vi gratis fra start til endelig afgørelse af sidste klagemyndighed i Kriminalforsorgen. I nogle tilfælde kan vi vælge at indbringe sagen for domstolene pro-bono, dette kræver dog en særskilt og udtrykkelig aftale. Vi hæfter ikke for at erstatte modpartens sagsomkostninger i sagen, og disse skal under alle omstændigheder afholdes af dig, såfremt du taber sagen. Hvis du (undtagelsesvist) får tildelt fri proces i sagen, vil alle dine omkostninger være dækket af statskassen.


I nogle tilfælde kan vi indbringe sagen for Ombudsmanden, også pro-bono, dette kræver dog en særskilt og udtrykkelig aftale.


Læs mere om vores priser i forretningsbetingelser.


FAMILIESAGER


Når din sag er færdigbehandlet af Familieretshuset, og hvis den kommer for Familieretten, har man mulighed for at søge om fri proces. Fri proces er en ordning, der betyder, at statskassen afholder advokatomkostninger for dig, og du skal ikke erstatte dem herefter. For at blive tildelt fri proces, skal man opfylde statens økonomiske betingelser, og ikke overstige beløbsgrænsen. Derudover skal man have rimelig grund til at føre proces.


Hvert år fornyer Civilstyrelsen beløbsgrænserne for fri proces, hvorfor vi henviser til Civilstyrelsens hjemmeside for at se satserne for beløbsgrænserne, som bliver forhøjet med hvert hjemmeboende barn.


Der er ikke mulighed for at søge om fri proces i Familieretshuset, hvorfor vi henviser til vores forretningsbetingelser.


BISTANDSADVOKAT


Når du får beskikket os som bistandsadvokat, er det helt uden omkostninger for dig.


TVANGSFJERNELSE


Under en tvangsfjernelsessag har både du og barnet/børnene (som er fyldt 10 år) ret til en gratis advokat.


DOKUMENTUDARBEJDELSE


For udarbejdelse af dokumenter, herunder bl.a. samværsaftaler og børnetestamenter har vi faste pakkepriser inklusive rådgivning.


3500,00 kr. Skræddersyet samværsaftale, inklusiv telefonisk rådgivning (op til en time)

3500,00 kr. Børnetestamente, inklusiv telefonisk rådgivning (op til en time)

3500,00 kr. Skræddersyet aftale om delt bopæl, inklusiv rådgivning (op til en time)

3500,00 kr. Aftale om børnebidrag inklusiv (ca. - vejledende) beregning af bidragets størrelse, inklusive rådgivning (op til en time)